Badebro-skandalen i Nivå Havn: Kommunalt badeforbud var ulovligt!

Man må gerne bade i Øresund ud for Nivå Havn. Forbudsskiltet fjernet fra "Pingvin-broen".
Efterhånden som flere og flere oplysninger kommer frem, ligner det en kommunal SKANDALE.

Stormen eller hærværk har fjernet skiltet. Men det kommer ikke tilbage på sin plads. Det er ulovligt.
Stormen eller hærværk har fjernet kommunens badeforbuds-skilt. Men det kommer ikke tilbage på sin gamle plads. Det var ulovligt. Foto: John Stæhr.

I 2012 og 2013 er borgere der ønskede at bade fra broen på ydersiden af Nivå Havn blevet mødt med badeforbuds skilt, opsat af Fredensborg Kommune. Skiltet forkyndte, at man kun måtte bade om natten. Nogle borgere ignorerede skiltet og hoppede i vandet alligevel.

Nu er skiltet væk, stormen eller hærværk har fjernet det, og det kommer ikke op igen per 1. april. Det har nemlig været i strid med dansk lovgivning. Hvor kun politiet kan indføre badeforbud.
Borgerne kan altså bade som de har lyst i den kommende sommer. Med mindre politiet beslutter noget andet og sætter skilte op.
På Nivå Havns hjemmeside - "Livet i havnen", er det ulovlige badeforbud stadig ikke fjernet. Det rammer især gæstesejlere og turister.


Skiltet fra 2013: Badeforbud kan kun indføres af Politiet - ikke af Kommunen. Foto: John Stæhr

Indrømmer at badeforbuds-skiltet  ved Nivå Havn ikke er i orden.
Vi spurgte den ansvarlige i embedsværket i Fredensborg Kommune om lovgrundlaget for skiltet?
Kultur og Sundhedschef, Marianne  Ingeholm Larsen fra center for Kultur, Idræt og Sundhed skriver i et svar til os:

"Der er ikke badeforbud i Øresund. Jeg medgiver, at teksten på skiltet ikke er helt i overensstemmelse med det forhold. Skiltet er nedtaget efter hærværk og befinder sig indtil videre hos havnefogeden".

Altså en klar tilkendegivelse af at skiltet er ulovligt. Da vi spørger yderligere til sagen, om skiltet så IKKE bliver sat op igen svarer hun:

"Ja!". (det bliver ikke sat op igen red)

De ulovlige baderegler er vedtaget af alle det daværende  Fritids- og Erhvervsudvalgs politikere. Bortset fra stud.jur. Kristian Hegaard (R), som stemte imod - og dem som var fraværende:
"Den 6. februar 2012, Flemming Rømer, Thomas Elgaard (1.skilt)".
"Den 12. november 2012, Suzan Daoud, Hossein Armandi  (2.skilt)".


Også skiltet fra 2012 var ulovligt. Arkivbillede. Foto: John Stæhr

Du kan kan altså fremover bade, som du har lyst fra den såkaldte "Pingvinbro", på østsiden af havnen. Eller andre steder hvor det er muligt. Også i perioden fra 1. april til 30. september 2014.

Og borgerne behøver sandsynligvis ikke at frygte de op til 320 hestes speedbåde, der hidtil har sejlet i strid med politiets 300 meters regel. Og som jo er årsag til de ulovlige skilte. Hvilket fremgår klart af kommunens  beslutningsgrundlag for begge badeforbuds-skilte.

Politiet vil fremover håndhæve sejladsreglerne.
Politiets ordensregel siger, at man ikke må sejle stærkt inden for 300 meter fra kysten. Og at man skal sejle langsomt 300 meter vinkelret ud, før man sejler så stærkt at båden planer. Dette gælder ved sejlads nær en hvilken som helst badestrand ved Øresund.  Og altså også ud for Nivå Havn.

Vi har, som kommentar til en tidligere artikel, fået dette svar fra politiet.

Pressekoordinator Henrik Suhr, Nordsjællands Politi:
"Nordsjællands Politi kan i anledning af din artikel af 7. marts 2014 vedrørende Nivå Havn oplyse, at politiet vil være opmærksom på situationen ud for Nivå Havn og i fornødent omfang forholde sig til eventuelle overtrædelser af det gældende regelsæt".

Læs artiklen af 7. marts her
http://www.tv-fredensborg.dk/index.php/lokale-nyheder/652-loesningen-paa-badebro-sagen-i-nivaa-havn-ligger-hos-politiet.html

Uvildig undersøgelse
Vi på Tv-fredensborg.dk er ved at undersøge forløbet. Sagen er veldokumenteret - og vi er i besiddelse af det meste.
De borgere der uretmæssigt er blevet ramt af det her, og har fået undertrykt deres lovgivne rettigheder af kommunen,  burde rejse kravet om en uvildig undersøgelse af hele sagen.

Kommer der et nyt skilt?
Marianne Ingeholm Larsen skriver også, at samarbejdsudvalget, der er nedsat for at klubberne i havnen, kan samarbejde i respekt for hinanden, vil komme med forslag til et nyt skilt i Juni (.....).
De, bl.a. vandskiklubben, skal altså bestemme om borgerne i Fredensborg Kommune må bade i Øresund eller ej. Østsiden af Nivå Havn er også en del af Øresunds kyst. Det har Naturstyrelsen fastslået. Og som sagt kan kun politiet indføre badeforbud.

Badeforbudsskiltet fra 2012 var også ulovligtBadeforbudsskiltet fra 2013 var ulovligt. Borgerne dækkede da også skiltet til. Det var for absurd for de fleste. Arkivbillede.
Foto: John Stæhr


Borgerne har ret til at bade.

Vi mener at borgerne har et retskrav på at kunne hoppe i vandet, hvor det passer dem langs kysten i Fredensborg Kommune, så længe det ikke er forbudt at bade i Øresund.. Hverken foreninger eller kommunen kan indføre bade-begrænsninger. Det kan kun Nordsjællands Politi.

Med til historien hører, at Nivå Vandski Klub først begynder at sejle fra 1. maj. Ikke 1 april som der stod på skiltene.

Vi har fået denne kommentar til artiklen  fra Fredensborg Kommune:
”Sagen om vandskiklubben og Pingvinernes brug af badebroen ved Nivå Havn har aldrig været nogen nem sag at håndtere for kommunen. Der har været mange hensyn at veje over for hinanden – men kommunens hensigt har fra starten været at finde en løsning, der respekterer begge parters ønsker – og som lå inden for de muligheder, kommunen har som myndighed.

I forhold til det konkrete spørgsmål om skiltning på badebroen er det sket en beklagelig fejl i teksten, og derfor er skiltet taget ned. Nu arbejder det særlige udvalg – hvor både vandskiklubben og Pingvinerne er repræsenteret - på en mere langsigtet løsning.”

Redaktionens kommentar til ovennævnte:
I så fald må der også være fejl i Fritids-og Erhvervsudvalgets beslutning om bade-forbuds skiltene for  der står:

Beslutning i Fritids- og Erhvervsudvalg den 06-02-2012  (Skilt 1)
Forbuddet mod badning fra den nuværende pingvinbro inden for de afmærkede områder begrænses til tidsrummet kl. 9.00 – 22.00 i sommerperioden 1. april til 30. september.

Beslutning i Fritids- og Erhvervsudvalg den 12-11-2012 (skilt 2)
Badning fra den nuværende pingvinbro i det afspærrede område i perioden 1. april - 30. september er kun tilladt i tidsrummet kl. 22.00 - kl. 9.00.

Altså "Forbuddet mod badning" og "Badning kun tilladt".  I begge tilfælde et badeforbud. Hvilket kun politiet kan beslutte. Så det er altså ikke kun en "beklagelig fejl" i teksten på skiltene. Men en beslutning som politikerne ikke har lovhjemmel til at træffe.

Og som tidligere nævnt, er skilt 2 ikke taget ned af kommunen. Men blæst væk af stormen, eller fjernet ved  hærværk. Det sidste er et citat af den ansvarlige embedskvinde i kommunen.

Lovgrundlaget for indførelse af badeforbud mv..

Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 § 14, stk. 1 

"
Politiet kan efter forhandling med kommunalbestyrelsen ved skiltning eller på lignende tydelig måde fastsætte regler om badning, herunder regler om, at badning på nærmere angivne områder er forbudt".

https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=2113

Vi har også spurgt Nordsjællands Politi, v/ Henrik Suhr, den 20. marts 2014, om der har været forhandlinger mellem politiet og Fredensborg Kommune. Og, om politiet har godkendt de badeforbud-skilte som Fredensborg Kommune har opsat ved Nivå Havn.
Vi har ikke fået noget svar. Hvilket vi tager som bekræftelse på, at politiet ikke har været involveret i opsætning af badeforbud skiltene i Nivå Havn.

Læs også: Har Fredensborg Kommune været i god tro?

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information