- Detaljer
- Kategori: Læserbreve - tv-fredensborg.dk
- Publiceret: Fredag, 08 november 2013 13:32
- Skrevet af Lars Aarup, Arbejdsgruppemedlem, Nivå Pingvinerne
Badebroen i Nivå Havn: Midt i en valgtid
På opfordring af Nivå Pingvinerne og ved borgmesterens mellemkomst er der nu nedsat en arbejdsgruppe af brugere, der skal komme med forslag til en varig løsning på bade- og omklædningsforholdene for helårsbadning fra Østmolen ved Nivå Havn. Behovet for en løsning er vokset år for år. Nivå Pingvinerne har nu 135 fuldt betalende medlemmer, og specielt i sommerhalvåret er der mindst lige så mange andre, der dagligt benytter muligheden for et godt og sundt havbad.Der er fra forvaltningens side lagt op til en både fornuftig og kreativ proces.
Vi er midt i valgkampen, og hos Nivå Pingvinerne noterer vi os en udbredt politisk vilje til at støtte arbejdsgruppens arbejde. Godt 2000 underskrifter for bevarelse af badebroen har da også talt sit tydelige sprog. Sådan er det i et demokrati: Magt gives nedefra, og ansvarlighed udøves oppefra. Vi noterer os ligeledes, at der med den politiske velvilje også luftes økonomisk vilje.
På et møde med borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) fik vi at vide, at vi ikke skulle lade fantasien begrænse af økonomien. En svømmehal i strandkanten til 90 millioner blev luftet og scenen var sat. Kristian Hegaard (R) har hele tiden og vedvarende arbejdet for en ordentlig løsning. Nu har vi også meldinger fra Thomas Elgaard (V) og Thomas von Jessen (K), hvor der vises positiv vilje til at finde de økonomiske midler til en langsigtet løsning til glæde for de mange borgere, der ønsker at bade på dybt vand.
Med ovenstående in mente og med en tro på, at det der siges før valget, også er det der menes efter valget, ser Nivå Pingvinerne frem mod, at arbejdsgruppen kommer i gang med masser af politisk medvind. Vi kan sagtens se muligheder for løsninger, hvor der er plads til alle, hvor gældende love og regler overholdes, og - frem for alt - hvor sikkerheden ikke sættes over styr.
Lars Aarup
Arbejdsgruppemedlem fra Nivå Pingvinerne
Svanevej 16
Nivå

