- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Blogs
- Publiceret: Mandag, 17 august 2026 08:16
- Skrevet af John S. Andersen
Arkiv artikel
Farvel til de voksne børn
Erik blev bisat i går. Der var lige akkurat deltagere nok til at bære kisten. Det samme, da hans hustru Lis gik bort for nogle måneder siden. Erik og Lis havde givet strenge ordrer til, at deres to børn ikke måtte få noget at vide om deres død og bisættelse. Og Erik og Lis havde, fordi de vidste hvor det bar hen - foræret alt hvad de ejede væk.
Børnene skulle ikke arve noget.
For mange år siden havde de smidt børnene ud, på grund af uforskammet og hensynsløs opførsel over for deres forældre.
Når vi ser os omkring blandt mennesker vi møder. Og os selv. Er det ikke usædvanligt. Vi ser heller ikke selv vores børn. Ønsker ikke at blive udsat for deres hensynsløse adfærd.
Det er en lang proces, inden beslutningen bliver taget. Man prøver, og prøver - men det bliver ikke anderledes. Og så må det stoppe. Ingen mennesker kan psykisk holde til den slags i længden. Så det måtte stoppe, inden vi blev helt smadret. Var allerede godt på vej ind i depressionens helvede, viste det sig.
Først sønnen, der blev mere og mere ubehagelig - og uforstående over for, at når man nærmer sig de 40 år, så må man klare sige selv. Far og Mor skal ikke brødføde deres voksne børn. Heller ikke med alcohol. At far og mor var på vej til folkepensionen, og derfor skulle sætte huset i stand, var der ingen forståelse for. Heller ikke, at man selv må finansiere sit stærkt voksende alkoholforbrug. Så farvel til ham. Processen havde taget flere år, så vi savnede ham ikke.
Derefter datteren. Hun blev gift med en mand, fra en familie hvor der ikke var tradition for almindelig høflighed. Eller taktfuldhed for den sags skyld. Han var gennemført uforskammet. Og det blev værre og værre. Hen ad vejen voksede hans ego til Mount Everest dimensioner. Da svigerfar blev pensionist, syntes han, at nu var han selv meget mere værd. Han sagde: "Det er ikke det man har været - der betyder noget - men det man er". Han solgte forsikringer. Og, når man Googlede ham var der to-tre hit. Svigerfars navn gav seks tusinde. For både i sit arbejde, og indenfor sin sport, havde han efterladt sig mange spor i offentligheden.
Det kunne endda være, hvis det kun var svigersønnen. Men datteren blev lige som ham. Særdeles aggressiv. Det var hun nok nød til. Så også samværet med hende måtte slutte. Der må være grænser for hvad man skal finde sig i, selv fra ens børn.
Min menneske-kloge læge sagde: "John, der er kun én i din familie du selv har valgt".
Det havde han så evig ret i. Vi havde guldbryllup for ikke så lang tid siden.
Nu går vores bestræbelser på det samme som Erik og Lis. At der ikke skal være noget at arve, når vi går bort. Læger uden grænser, kan se frem til heftige donationer, når vi fornemmer at vores liv er ved at slutte - for vi har da et hus.
Savner vi ikke vores børn, jo, som de var en gang. Men værst er det, at vi ikke må se vores barnebarn. Det gør ondt. Men han kender ikke mormor og morfars version af historien. De andre har haft mange chancer for undgå det der skete. Men vi skulle altså være dørmåtte for dem. De gjorde regning uden vært.
Er det ikke tomt. Nej, vi har flere andre som vi hjælper i det daglige. Mennesker der psykisk og fysisk ikke har det godt. Intet kan måle sig med Signes glade øjne, når vi kommer ind ad døren i hendes hjem. Vi kommer hos hende så ofte vi kan. Og ordner stort og småt for hende. Hvad skal man med familie, siger vi. Når der findes så mange dejlige mennesker out there.
Jeg kunne også nævne flere andre - som især min kone hjælper. En nabo, nogle tidligere arbejdskammerater osv.. Og der skal nok komme flere til. Der er mange der har brug for en hjælpende hånd, af et par friske pensionister. Og så ikke at forglemme, den daglige kontakt med vores 93'årige farmor i Sverige.
Men en gang imellem strejfer tanken da os, hvem skal hjælpe os, når vi en gang bliver så dårlige, at vi får brug for hjælp. Mon der så findes et par friske pensionister til den tid?
