- Detaljer
- Kategori: Motor
- Publiceret: Mandag, 20 februar 2017 11:58
- Skrevet af John Stæhr
Økokørsel er ikke noget nyt:
Af John Stæhr© Alle fotos©
Tidligere bane- og rallykører, pressefotograf, biltester og Tv-producent af Trafikmagasinet i Kanal 2
Da jeg den 18/8 1979 medvirkede i en artikel på BT's bagside om økonomikørsel, blev jeg citeret - lidt provokerende - for at sige: "Det kan du lære af din kone". Men det er ikke helt forkert. Jeg havde, i en måneds tid, kørt rundt med en masse måleudstyr i en lille Lancia for at afprøve "økokørsels-metoder" - eller økonomikørsel som det hed den gang. For at spare på brændstoffet efter oliekrisen, hvor priserne steg - ingen tænkte da på CO2. Ultimativt kørte jeg 22 km/l ved konstant 50 km/t. Hvilket ikke var dårligt på den tid, med datidens dårlige aerodynamik og motorteknik.
Normal kørsel i al slags trafik gav 15 km/l. i gennemsnit. Økokørsel gennemført på samme strækning fra Amager, gennem København, til Hørsholm på samme tidspunkt af dagen, gav 18,1 km/l. Det vil sige 20 % længere på 1 liter benzin.
Mine forsøg i 1979 viste også, at vindmodstanden begynder at betyde meget for brændstofforbruget ved 80 km/t. Og lige netop 80 km. var jo også max hastighedsgrænsen overalt under oliekrisen i 1973.
Hvis vi omsætter vindmodstanden til maritime vindstyrker, så svarer 80 km/t. til stormende kuling. 100 km/t til stærk storm og 120 km/t til orkan med store bygningsskader over hele landet, hvor folk dårligt kan holde sig oprejst. Ved 130 - 150 km/t er vindmodstanden den samme som en kategori 1 tyfon (hurricane i USA).
Måleresultater 2. juli 1979 Lancia A112 - Temperatur +12 grader - luftryk 1016 - vind 0 m/s Konstant hastighed på plan vej |
||
1 | 40 km/t | 22,6 km/liter |
2 | 60 km/t | 20,7 km/liter |
3 | 80 km/t | 17,3 km/liter |
4 | 100 km/t | 14,8 km/liter |
Når farten steg fra 80 km/t til 100 km/t øgedes forbruget med 14,4 % |
Forsøgene viste bl.a. også, at hvis man sætter i frigear ved 80 km/t. på helt plan vej i vindstille, så kører bilen næsten 1 kilometer før den stopper af sig selv. En måling af tomgangsforbruget viste, at jeg kørte 60 km/l i dette frigearsforsøg. Men her burde den benzin jeg brugte til at opnå de 80 km. nok medregnes, vil nogen sige. På den anden side, kørte man jo i datiden i frigear, når farten skal nedsættes under normal økokørsel.