- Detaljer
- Kategori: Læserbreve - tv-fredensborg.dk
- Publiceret: Mandag, 23 februar 2015 00:36
- Skrevet af Hanne Berg, SF, medlem af Fredensborg byråd
SF svar til Kristian Hegaard
Kristian Hegaard understreger i sit læserbrev i FAA d 18. februar, at hans første udtalelser ugen før i FAA ikke skulle læses som en offentlig kritik af lokale socialrådgivere, selv om han også fremkommer med kritik af flere konkrete sager som han personligt har gennemlæst. Det er jeg glad for at KH nu tydeligt tilkendegiver. Måske han også kan tilslutte sig min opbakning til og positive anerkendelse af de mange dygtige socialrådgivere i Fredensborg kommune, som hver dag knokler for at gøre en positiv forskel, men som selvfølgelig har brug for tilstrækkelig tid til borgerkontakt, sagsbehandling og fortsat faglig udvikling?KH spørger, hvad SF mener om BDO´s rapport? SF har sammen med et enigt Handicapråd, hvor KH sidder som formand, udtalt kritik af rapporten. Så om nogen burde KH selv kende svaret på sit spørgsmål. KH spørger også om, hvad SF mener om ændringer i kvalitetstandarder på handicapområdet. SF mener, at personer med handicaps skal behandles anstændig og have hjælp efter behov. Kvalitetstandarder på handicapområdet vil snart blive drøftet på Social og Seniorudvalgets møde. Når de er nærmere belyst og drøftet her, vil jeg selvfølgelig også tage stilling.
At KH desuden antyder, at SF nu - i modsætning til tidligere - er blevet interesseret i socialområdet, er et mærkeligt påfund fra KH´s side. Jeg og SF har konkret i Fredensborg byråd arbejdet for bedre vilkår for psykisk syge, udsatte børn og familier, flygtninge, indvandrere m fl. I virkeligheden er jeg og SF stærkt optaget af at hjælpe alle de mennesker, som er i en livssituation, hvor de har brug for hjælp, og som måske ikke har en stærk interesseorganisation i ryggen. De er afhængige af at velfærdssamfundet fungerer og af indsatsen fra de offentligt ansatte: socialrådgivere, pædagoger, lærere, fritidspædagoger, sosu-assistenter, sundhedspersonale mv. Disse personalegrupper fortjener også anerkendelse for deres store indsats hver eneste dag.
Samlet arbejder jeg som politiker for børn, skole, fritidshjem og ældre, kultur og natur. Jeg arbejder for en rimelig balance mellem de mange borgeres behov overfor mindre gruppers særlige behov.
Hanne Berg, SF, medlem af Fredensborg byråd Solvej 14, Nivå