- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Lørdag, 22 februar 2014 16:15
- Skrevet af Pressemeddelelse
Få gode råd om skilsmissebørn på biblioteket

Foto: Fredensborg Kommune
Livet som forælder til delebørn kan være fyldt med usikkerhed og dilemmaer. Hvordan lærer man at stole på, at den anden gør det godt nok, og hvordan man får et godt og tillidsfuldt samarbejde med sin tidligere partner om at give børnene de bedste betingelser?
Camilla Semlov er familierådgiver og har skrevet bogen ”Det næstbedste - når far og mor ikke bor sammen”. Mandag den 3. marts klokken 19.30 på Nivå Bibliotek og Medborgercenter kan forældre, som står i en situation med delebørn, høre hendes bud på, hvordan deres børn kan få en tryg opvækst og ende som hele mennesker, selv om de lever en delt tilværelse.
Mere end 40 procent af alle ægteskaber i Danmark går i opløsning, og hvert år oplever omkring 20.000 børn, at deres forældre går fra hinanden. Skilsmisse er dermed en af de almindeligste livskriser for danske børn.
Arrangementet ”Fra delebørn til hele børn” koster 40 kr. at deltage i, men medlemmer af Biblioteksklubben kan nøjes med at betale 30 kr. Billetter kan købes på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.