- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Mandag, 18 marts 2019 15:17
EU bidrager til gratis Wi-Fi Internet i Fredensborg
Fra v. EU-kommissær Mariya Gabriel med to tilfredse borgmestre: Kirsten Jensen fra Hillerød Kommune og Thomas Lykke Pedersen, Fredensborg Kommune. Foto: Pressebillede
Mange turister i Fredensborg efterlyser nem adgang til Wi-FI. Det bliver nu muligt med donation fra EU.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen fik torsdag overrakt 15.000 EURO af EU-kommissær Mariya Gabriel. Med pengene bliver det muligt at opfylde et stort ønske hos mange af de turister, der besøger Fredensborg Slot: Gratis og nem adgang til Wi-Fi.
”Vi har søgt EU om midler til at forbedre vores service med gratis Wi-Fi til de mange turister, som hvert år besøger Fredensborg. Jeg er derfor glad for, at vi kom i det gode selskab af byer, som EU har bevilget penge til”, siger Thomas Lykke Pedersen, som modtog voucheren sammen med repræsentanter fra Hillerød og Stevns kommuner, der også er blandt de heldige kommuner.
I alt 13.000 byer rundt om i hele Europa havde søgt om EU-støtte til et gratis Wi-Fi og af dem blev 2.800 valgt ud.
Initiativet er døbt WIFI4U og skal sikre, at der i 2020 er gratis offentlig Wi-Fi i tusindvis af europæiske byer.