- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Lørdag, 12 september 2015 09:00
Forfatter og indiensfarer besøger Fredensborg Bibliotek
I 2012 rev Iben Claces og hendes familie fire måneder ud af kalenderen og drog til Asien. Det er der nu kommet en bog og et foredrag ud af.Den 29. september kan man på Fredensborg Bibliotek høre et foredrag med forfatteren Iben Claces, som i halvanden time vil fortælle om sin og familiens rejse til Indien, Sri Lanka, Malaysia og Thailand i 2012 og den resulterende bog, der netop er udkommet.
Foredraget starter klokken 18.30, og med udgangspunkt i indiensfærden vil Iben Claces berøre emner som ”tid nok” vs. travlhed, rejseliv vs. familieliv, og hvilken rolle brevet spiller i internet-alderen.
Iben Claces har som forfatter udgivet flere digtsamlinger, men er altså senest aktuel med bogen "Breve fra en Indiensfarer - Rejseberetninger om tid, bevidsthed og familie," som udkom den 3. september. Bogen bringer læseren på en tidsrejse tilbage til 6000 år gamle skrifter, kolonitidens paladser, 60'ernes ikoner og helt op til en bikini- og burkaklædt nutid.
Ud over at være forfatter ernærer Iben Claces sig som foredragsholder, underviser, redaktør og meget mere. Det er altså en alsidig kvinde, som publikum vil stifte bekendtskab med den 29. september.
Arrangementet, som deler titel med Iben Claces nye bog, er gratis at deltage i. Tilmelding kan ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller på et af kommunens biblioteker.