Foto: John Stæhr

Humlebæk Bibliotek svigter de hørehæmmede

Opdateret version.
Tv-fredensborg.dk har forsøgt at følge et kursus over 6 mandage på Humlebæk Bibliotek, men jeg havde som hørehæmmet opgivet efter de tre af dagene. Imidlertid har Bibliotekerne i Fredensborg Kommune taget kritikken til sig, og forsøger nu med at sætte det mobile anlæg op. Men det er besværligt. På Nivå Bibliotek tog det lørdag 4 timer at montere det i lokalet. Tv-fredesnborg.dk hjælper nu med at teste det . Vi vender tilbage til det i en ny artikel.

Da jeg tilmeldte mig, gik jeg ud fra, som en selvfølge, at der var teleslynge i lokalet. Men det var der ikke. 
Jeg spurgte, allerede den første dag, og fik oplyst, at man kun har det mobile anlæg, som for nylig blev præsenteret af formanden for handicaprådet Kristian Hegaard - og som i øvrigt ikke virkede ved premieren.

Det er besværligt at sætte op, derfor bliver de hørehæmmede ladt i stikken. Den slags skal være fast monteret i lokalet, så man bare kan tænde for det. For ingen kan forudse, om der kommer deltagere med behov for det. Hvis det mobile anlæg skal give nogen mening, skal det monteres hver gang der er arrangementer i et af lokalerne. Men det gør man ikke.

Undskyld hvad sagde du lige?
"Undskyld, hvad var det for et ord du brugte", sådan måtte jeg spørge flere gange. For desværre har jeg en alvorlig høreskade, efter strålebehandling. Jeg havde selvfølgelig forventet, at man brugte teleslynge i et kommunalt lokale i 2015. Det er et elektronisk system, der sender tale direkte til høreapparaterne - men det gør man ikke. Selv da jeg spurgte, blev ønsket om teleslynge ikke indfriet til næste gang, med det mobile anlæg.

Derimod blev der sat en mikrofon og højtalere op, der ikke løste problemet, og som kursuslederen hurtigt glemte at bruge.  Yderst pinligt at blive udstillet på den måde. Med teleslyngen er der ingen der bemærker at man er hørehæmmet. Men det var jo et forsøg på at hjælpe.
 
Dårlig akustik forværrer problemet
Lokalet, som man bruger på Humlebæk Bibliotek, har meget rumklang. Noget som er gift for folk med høreapparater. Især dem der, som mig, tillige har et såkaldt skelnetab, hvilket de fleste med høreapparater nok har. Det vil sige, svært ved at forstå ord som udtales utydeligt. Ingen mennesker kan tale tydeligt i timevis, så uden teleslynge er man som hørehæmmet prisgivet. Den fjerner nemlig rumklangen, fordi mikrofonen sættes tæt ved munden på den der taler.

Men teleslyngen blev altså ikke sat op, selvom jeg spurgte. At følge en undervisning i tre timer - er utroligt anstrengende, når man skal bruge så megen energi på, at forstå hvad der bliver sagt. Og hvem synes ikke at det er pinligt, hele tiden at spørge "Hvad var det du sagde", så det holder man hurtigt op med. Det går jo også ud over de andre deltagere i kurset. Når vi nåede til pausen, efter 1½ times undervisning, havde jeg meldt mig helt ud. Energien var opbrugt.
Spørgsmålet er, om hørehæmmede overhovedet kan få noget ud af bibliotekets arrangementer.

Flere gange missede jeg simpelthen det ord, som var helt afgørende for at forstå resten af det kursuslederen forklarede. Da man, som sagt, ikke kan blive ved med at bede om at få gentaget ord, forsøger man så, hen ad vejen, at gætte hvad det handler om. Noget man bliver utroligt udmattet af.

Da jeg spurgte efter teleslyngen den første dag, fik jeg et meget uvilligt svar. Hvor der blev lagt vægt på, at det var besværligt. Ikke noget med, at det sørger vi for til næste gang. Allerede der - i de første minutter - skal man så fremstå som besværlig.
Dog blev jeg spurgt per mail - efter at jeg havde opgivet - om jeg ville fortsætte, hvis teleslyngen blev sat op.

Så, hvis du er hørehæmmet, overvej om du er i stand til at følge med i de arrangementer som Humlebæk Bibliotek afholder. Men du er måske en af dem der allerede har opgivet, efter at have prøvet at være til et arrangement.

Svært for personalet
Af svarene fra Humlebæk Bibliotek nedenfor, fremgår det tydeligt, at politikerne har gjort det meget svært for bibliotekets medarbejdere at tilgodese de hørehæmmede. Der mangler grundlæggende en forståelse for dette "usynlige" handicap.

Og der er ikke megen hjælp at hente i svaret (nedenfor) fra formanden for Handicaprådet, og næstformand for  Social- og Seniorudvalget, Kristian Hegaard (B). Vi har derfor opfølgende spurgt ham, om vi skal opfatte hans svar som accept af, at hørehæmmede ikke er ligestillet med andre handicappede. Sådan kan man godt opfatte det.
(Andre handicappede skal ikke - så vidt vi er orienteret - bestille noget som helst på forhånd, red.).

Til det svarer Kristian Hegaard:  "Man må helt klart antage at kunne deltage i arrangementer på Humlebæk Bibliotek og andre steder i kommunen uanset funktionsnedsættelse. Det bør der ikke skulle gøres opmærksom på forinden. Grunden til jeg anbefaler det i dette tilfælde er, at vi desværre kun har én mobil teleslynge. Derfor kan det være en god idé at gøre opmærksom på det på forhånd, så man er sikker på den ikke er udlånt".

Teleslynge for hørehæmmede i byrådssalen
Politikerne i Fredensborg Kommune kender godt behovet for teleslynge til de hørehæmmede. Det fik man installeret i byrådssalen allerede i 2013. De må jo have erkendt, at det er vigtigt, ellers havde de vel ikke investeret skattekroner til et anlæg.

I den forbindelse skrev Kristian Hegaard i et indlæg:
"I en tid, hvor nogen taler om større afstand mellem borgere og politikere, inviterer Byrådet således borgerne ind i Byrådssalen ved at give bedre ørenlyd.
Mange borgere har sagt, at de ville komme oftere til byrådsmedlemmerne (byrådsmøderne, red), hvis man bedre kunne høre, hvad der blev sagt. Det er forbedret med det nye anlæg".

Det må vel også gælde arrangementer på bibliotekerne, red.

Og pengene til de øvrige steder i kommunen - ja, i 2014 havde de ikke problemer med at skaffe 1 mio. kroner til en julefilm. Bare sådan, uden om budgettet, fra den ene dag til den anden. Så de klarer nok også at tilgodese de hørehæmmede på kommunens biblioteker. Vi skal nok komme og tage et billede af borgmesteren ved indvielsen.

Om høreapparater og teleslynge
Ved tryk på en knap på høreapparatet skifter man til teleslynge. Andre - bl.a. mine - har også en indstilling, hvor man kan høre både teleslyngen og det der foregår i rummet.
Den eneste fordel jeg har oplevet ved høreapparater, er, at man kan høre præsten i en kirke via teleslyngen. Det har normalt hørende svært ved, på grund af den kraftige rumklang i kirkerummet.

Vi har bedt den arrangement-ansvarlige Lisa Juhler, fra Humlebæk Bibliotek om at forholde sig til min oplevelse som hørehæmmet. Her er hendes svar:

"Min tøven med at bestille teleslynge-anlægget skyldes at det er et stort anlæg, som det tager tid at sætte op og der har været meget kritik af anlægget og det er svært at få til at virke ordentligt – har jeg hørt. Derfor håbede jeg, at vi kunne have klare det med vores lille mikrofonanlæg og en anden bordopstilling. Det var helt åbenbart forkert af mig. Det undskylder jeg mange gange. Jeg skulle straks have bestilt anlægget. Jeg synes bestemt ikke du er til besvær. Det er nyt med teleslynge-anlægget og jeg (og vi andre på biblioteket) må naturligvis være mere opmærksomme på hørehæmmedes behov og ønsker. Vi ønsker at alle skal kunne deltage i vores arrangementer".


Kristian HegaardArkivbillede. Foto: John Stæhr

Vi har spurgt  formanden for handicaprådet Kristian Hegaard:

"Anerkender du, at de hørehæmmede har et handicap. Og er det rimeligt, at man ikke for længst har fået sat teleslynger op permanent i foredragslokalerne på kommunens biblioteker?".


Kristian Hegaard starter med at konstatere, at det er et vigtigt emne - Tv-fredensborg.dk tager op, og fortsætter:

"Et hørehandicap er en funktionsnedsættelse, der skal tages hånd om. Kommunikation er en vigtig del af mødet mellem mennesker. Det giver livskvalitet at møde og tale med andre. Handicaprådet er enige i, at der skal være teleslynger flest mulige steder. Helst permanente. Det er der desværre ikke nu. Derfor er vi glade for, at der nu er mulighed for at benytte en mobil teleslynge, der kan transporteres rundt, hvor der er behov. Det er et nyt tiltag, der kræver tilvænning over et par måneder. Derfor fungerer det ikke optimalt hver gang".

Vi spurgte yderligere: "Ville du være tilfreds med, at du kun kunne komme ind på biblioteket i kørestol, når man havde hentet en rampe et eller andet sted først?".

Kristian Hegaard: "Der skal være lige muligheder for at deltage i samfundet. Til møder. Til kurser. Til foredrag. Derfor skal man naturligvis helst ikke vente på det ene og andet, når man på forhånd har gjort opmærksom på sit behov".

Bemærk den sidste linje. "På forhånd gjort opmærksom på sit behov". Vi forsøger at finde ud af, om det også gælder andre handicappede, red..

Også Afdelingsleder, Humlebæk Bibliotek, Christina Skov Petersen har kommenteret denne artikel:

"Jeg er ked af at høre om din dårlige oplevelse i forbindelse med et arrangement på Humlebæk bibliotek.
 
Der er først for nyligt blevet anskaffet en teleslynge, som skal deles mellem kommunens biblioteker, ligesom den kan reserveres og lånes af private. Da det endnu er nyt for os at bruge teleslyngen har vi haft nogle problemer med at få den til at virke, men de skulle nu være løst. Men som med alt nyt vil der være en indkøringsperiode inden det hele fungere efter hensigten, så på den baggrund er jeg glad for din henvendelse, da vi på den måde har mulighed for at rette op på fejl.
 
Da teleslyngen deles mellem tre biblioteker og den udlånes til private vil vi ikke automatisk kunne opstille teleslyngen til alle de arrangementer der afholdes i regi af biblioteket. Det vi kan gøre er, at reservere teleslyngen og opstille den inden et arrangement, hvis brugerne henvender sig til os med deres ønske. Det kan jeg forstå på Lisa Juhler, som stod for arrangementet, at du også har gjort og jeg kan kun beklage, at vi ikke har været gode nok til at sørge for at der stod en teleslynge klar ved arrangementets start. Vi har nu reserveret teleslyngen til de resterende dage, så hvis du alligevel kunne have lyst til at deltage, skal du være velkommen.
 
Vi vil i den nye arrangementsfolder for biblioteket markere de arrangementer, hvor det er muligt at bruge teleslynge, men brugerne skal stadig selv ved henvendelse til biblioteket gøre opmærksom på, at teleslyngen skal reserveres og opstilles".

Bibliotekernes hjemmesider er tavse
Vi har i dag forgæves ledt efter oplysninger om sidstnævnte - bl.a. hvem man skal kontakte. Det er ikke lykkedes os finde nogen information om hørehæmmede og teleslynge på bibliotekernes hovedside Fredensborg Bibliotekerne.dk, red. .
Teleslynge er nævnt under udlån af lokaler til foreninger. Men det er jo en helt anden sag.



Ulla Hardy-HansenArkivbillede. Foto: John Stæhr

Vi har bedt formanden for Kulturudvalget i Fredensborg Kommune, Ulla Hardy-Hansen (C) svare på spørgsmålet:

"Hvornår kommer der et permanent teleslyngeanlæg i de  lokaler hvor der afholdes foredrag mv.. på Humlebæk Bibliotek?".

"Er det rimeligt, at jeg med handicap skal behandles som andenklasses borger. Og at jeg ikke bare kan møde op til et arrangement på biblioteket - og kunne høre hvad der foregår?".  
Vi afventer svaret.

Her på Tv-fredensborg.dk vil vi fremover gøre dig opmærksom på problemet. Når vi omtaler arrangementer på kommunens biblioteker. Vi vil bede deres presse koordinator skrive i pressemeddelelserne om der er  teleslynge.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information