- Detaljer
- Kategori: Læserbreve - tv-fredensborg.dk
- Publiceret: Onsdag, 09 december 2015 10:43
- Skrevet af Charlotte Bie
Hermed min kommentar til din artikel:
http://www.tv-fredensborg.dk/index.php/lokale-nyheder/1290-per-gyrum-skolen-overtraadte-fn-s-boernekonvention.htmlOm end det beskrevne forløb er behæftet med mange ukorrektheder, kan vi ikke kommentere på den konkrete sag, da det ville kompromittere de omtalte børn og iøvrigt er i strid med vores tavshedspligt. Vi vil selvfølgelig ikke diskutere enkeltsager i pressen.
Generelt kan vi sige, at når det kommer til Børnekonventionen og elevinddragelsen, er det ganske sikkert, at barnet har krav på, at dets synspunkter indgår i grundlaget for beslutninger, der vedrører større ændringer i dets liv. Det er dog vigtigt, i den forbindelse, at ind tænke kompleksiteten i ophør af samarbejdet mellem skole og hjem. Eleverne skal ikke ”bare inddrages”. Eleverne skal inddrages på en måde, der er omsorgsfuld og svarer til den konkrete situation. Af og til må man opsige samarbejdet med en familie, når dialogen er ophørt og situationen så anspændt, at sandsynligheden for en positiv skolegang er minimal. Det er fuldstændigt korrekt; børnene kan risikere at komme i klemme i en situation, hvis omdrejningspunkt er samarbejdet mellem forældre og skole. Når det sker, er det ulykkeligt. Der er mange situationer, hvor børnene kan blive dem, der taber mest, når de voksne agerer, som de gør. Det kan være et hensyn ikke at stille barnet i en situation, hvor det skal tale enten forældrenes sag eller skolens sag. Men skolen skal naturligvis have en omsorgsfuld dialog med det barn, hvis liv påvirkes.
I Danmark har forældre en grundlovssikret ret til selv at vælge et holdnings- og værdibaseret undervisningstilbud til deres barn. Det er den ret, man benytter, når man melder sit barn ind i privatskolen. Det giver sig selv, at man med dette også siger ja til nogle givne rammer. Forældrene vælger skolen på baggrund af dens værdier. Der er en direkte afhængighed mellem forældrene og skolen. I forhold til forældrene er skolerne orienterede mod at servicere professionelt samtidig med, at de bruger mange kræfter på forventningsafstemning med forældrene. Der stilles nemlig forventninger. Forældrene skal gå konstruktivt ind i skolen. Der er på skolerne en tydelig og klar dialog mellem skole og hjem.
Man vælger at indgå i et forpligtende samarbejde, når man indskriver sit barn på en privatskole. Som forældre til vælger man skolen. Det er et af de afgørende træk ved skole/hjem-samarbejdet på privatskolerne. Forskelle med hensyn til forventninger, holdninger og handlemåder må derfor afklares og afstemmes, så snart de dukker op. Det er privatskolens store force, at forældre har tillid til skolen og dens holdning – de har selv valgt den.
Vi skal sikre, at skolen hele tiden har sit værdisæt for øje, uagtet at der kan opstå en situation, hvor enkelte forældre ønsker at ændre skolens værdisæt eller rammer. Vi skylder den samlede forældregruppe, at vi holder fast i det værdisæt og de rammer, vi fra starten har opstillet, så både nuværende og kommende forældre fortsat kan kende den skole, de har valgt.
Charlotte Bie
skoleleder
Per Gyrum Skolen, Nivå