Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums
Mindekoncert for Yngve Jan Trede

Yngve Jan Trede (1933-2010)     Foto: Prof. Dr. Thomas Scheuffelen

Koncerten finder sted den 7. maj 2012  på Studiescenen kl. 19.30

Yngve Jan Trede var komponist, cembalist, pianist og tidligere professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i teori.

Han vil specielt blive husket for sit store samarbejde med digteren Poul Borum og deres to operaer, som begge blev opført på Det Kgl. Teater.

Yngve Jan Trede blev født 17. december 1933 i Völken i nærheden af Hannover i
Nordtyskland. Hans far, der var musikvidenskabsmand, var i mange år syg og døde
tidligt. Yngve var den ældste af en søskendeflok på fire, og han huskede tydeligt krigens
sidste år. De oplevede (og overlevede) bombardementet i Freiburg 1944, og dagen efter
tog de sammen med en strøm flygtninge ud i Schwarzwaldbjergene. Der fandt de husly i
et meget lille hus - højt oppe på en bjergskråning - som hørte til et bondehus nede i
dalen. Y.J.T. blev hyrdedreng og vogtede bondens køer, kvier og får, for til gengæld at
måtte bo i bjerghuset. Denne tid huskede han som den mest intense tid i sit liv.

Allerede da han var ni år gammel, fik han undervisning i cembalospil. Når kreaturerne var drevet
ind om aftenen, øvede han sig under sin fars vejledning på et lille spinet. Elektricitet
fandtes ikke, og i begyndelsen måtte familien klare sig med kun en enkel
petroleumslampe. Han lærte sig hurtigt at spille og blev besat af musikken. En verden
åbnede sig, da han studerede en af sine første små Bach-menuetter, og han prøvede
snart at komponere musik selv.

I slutningen af 1946 bosatte familien sig i Schwarzwald og for Y.J.T. blev det en tung afsked med landlivet, som han elskede. Det blev en tid med sult og alvorlig sygdom, og i foråret 1947 bukkede hans far under og døde i foråret 1947.
Men der fandtes venner, som trådte til, så resten af familien kunne overleve. Y.J.T. fik
skolegang på gymnasiet og klaverundervisning samt kompositionsundervisning ved
Freiburgs Musikhochschule.

Hans liv blev totalt forandret til megen lykke, da han i sommeren 1947 blev inviteret til
Bornholm af den tyske forfatter og orgelbygger Hans Henny Jahnn, som var en gammel
ven af familien – som i øvrigt senere blev hans svigerfar.

Senere vendte Trede tilbage til Freiburgs Musikhochschule for at fortsætte sin
uddannelse, og i 1960 tog han afgangseksamen fra Staatliche Hochschule für Musik i
Hamborg med klaver, orkesterledelse, musikteori og komposition som hovedfag.
Efterfølgende modtog han et stort stipendiat og studerede på akademiet Villa Massimo i
Rom.

Fra 1958 til 1966 underviste han ved Staatliche Hochschule für Musik i Hamburg, men i
1968 blev han tilknyttet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, først som docent,
senere fra 1973 til 1995 som professor i teoretiske fag og komposition. Yngve Jan Trede
var i mellemtiden blevet dansk statsborger og markerede sig snart i dansk musikliv som
en fremragende cembalist og pianist.

Som musikteoretiker nød han hurtigt stor anseelse. Trede var medlem af konservatorierådet i 10 år og desuden hele tiden en flittig komponist. Hans værkliste omfatter først og fremmest instrumentalmusik: orgelværker, kammer- og orkesterværker og instrumentalkoncerter, men også talrige sange. Han komponerede sin første opera i 1978 over Hieronymus Justesen Ranchs komedie "Karrig Nidding". Den fik titlen "Det nærige svin", men blev opført på Det Kongelige Teater under
titlen "Danefæ" i 1980.

Yngve Jan Trede har også forenet sin baggrund som musikteoretiker med såvel
komponist- som musikerrollen, idet han i 1990’erne præsenterede sin
færdigkomponerede udgave af den afsluttende sats i J.S. Bachs store værk "Die Kunst
der Fuge", som Bach arbejdede med i 9 år af sit liv.

Som komponist tilhørte Jan Yngve Trede ikke den avantgarde-skole som holdt til i
Damstad i Tyskland i tresserne. Avantgardisterne opløste så godt som alle almindelige
gængse musikalske grundbegreber i deres søgen for at finde nye veje og former.
Denne vej var ikke Trede’s, og man kan kort sige, at han komponerede ny musik i ældre
former og rammer og stod fast på de tre grundbegreber i musikken: melodi, harmoni og
rytme, noteret i en traditionel notation. Dette medførte, at han blev opfattet som en
noget konservativ komponist, der ikke levede sig fuldt ind i samtiden og tidens moderne
retninger og derfor ikke blev så anerkendt i sin levetid, som han fortjente. Da man i et
vist omfang nu er vendt tilbage til musikens gamle grundbegreber, er det mit håb, at
man vil lytte og forstå Tredes musik bedre i dag, således at han vil fremstå mere aktuel
og nutidig efter sin død, end han gjorde, mens han levede.

Tredes musik er bemærkelsesværdig i mange henseender og viser hans følelsesmæssige
frihed, fuldendte tekniske beherskelse og fleksibilitet i formen.
Han komponerer ofte kunstfærdige flerstemmige teksturer og meditativ lyrisme, som
minder om den strenge instrumentale stil fra barokmusikken, men hans musik er også
fyldigt påvirket af de åbenlyse post-romantiske farver, som giver musikken varme og
udtryksfuldhed.


Foto af månen taget af Yngve Jan TredeTrede havde en stor viden og interesse for mange andre ting udover musikken. Han var blandt andet meget optaget af astronomi og fotograferede mange særegne fænomener på himlen, såsom nordlys, kometer og stjerner igennem sine stjernekikkerter.

 

 

 

Foto af månen taget af Yngve Jan Trede


Yngve Jan Trede var meget interesseret i Halleys komet som han selv fotograferede

Han elskede at bo på landet i Fredensborg og på sit landsted på Bornholm, hvor han var
omgivet af dejlig natur og mange dyr. Hans kærlighed til det pastorale kan blandt andet
forstås ud fra hans barndomsoplevelser. Allerede på det tidspunkt, hvor han var hyrde på
Schwarzwaldbjergene, tog han den enestående beslutning at fuldføre "Kunst der fuge" af
J.S. Bach.

På mindekoncerten bliver der spillet kompositioner for marimba solo og fløjte og vibrafon
samt noget så usædvanligt som en tuba kvartet. Også en violin-sonate og en fløjtesonate
vil blive opført, og desuden vil man få lejlighed til at høre hans fremragende
cembalo, som er blevet doneret til Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Denne helt
unike gave vil jeg hermed på konservatoriets vegne takke Yngve Jan Tredes enke Signe
Trede-Jahn mange gange for.

Vi håber, at mange vil finde vej til denne spændende koncert, hvor studerende såvel som
lærere medvirker for at mindes en stor personlighed og mester, der gav os store
musikalske oplevelser og megen lærdom.

Æret være hans minde.
Henrik Svitzer

Yngve Jan Tredes efterladte musiksamling er overdraget til Det Kgl. Bibliotek, i hvis database man
kan søge efter hans nodemanuskripter
http://www.kb.dk/da/nb/nyheder/mta/breve2011/1112trede.html

En del af hans arkiv befinder sig på Nationalmuseets musikhistoriske afdeling.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information